Skuespiller. Født 18/12 1939.
Et multitalent, der gennem sin lange karriere har beskæftiget sig med mange ting sideløbende med skuespillergerningen, som også indbefatter teaterroller og -iscenesættelser. Okking har blandt andet drevet professionelt landbrug, været kunstnerisk leder af kulturhuset Værket i Randers, skrevet klummer, anmeldelser og meget andet til dagbladene, lavet naturprogrammer til tv, og i 1999 blev han valgt ind i EU-parlamentet for Juni-bevægelsen.
"Ham der spiller portøren Bulder, er han skuespiller?" lød spørgsmålet fra en kyndig svensk filmmand, der netop havde beundret Lars von Triers Riget. Og Jens Okking kunne dårligt få nogen bedre kompliment, så sandt som han gled modstandsløst i ét med rollen som Bulder og skabte den perfekte illusion.
Men svenskerens spørgsmål har en kuriøs relevans for Jens Okkings danske publikum, der har været vidne til, at en ekstremt talentfuld og dygtig filmskuespiller spreder evner og kræfter ud over mange andre gøremål end skuespillerens: gårdejer, teaterleder, instruktør, kultur-, rejse- og madskribent, tv-personlighed, kulturhus-chef og senest medlem af Europa-parlamentet. Og det er karakteristisk, at han i Kraks blå bog omhyggeligt opregner disse aktiviteter, men ikke nævner en eneste skuespilpræstation!
Hvor illusionsløst Okking end ser på skuespillerarbejdet (og hans faglige kynisme kan til tider stå mål med Marlon Brandos), så står det fast, at han gennem tre årtier har været en central og uomgængelig filmskuespiller med en paradoksal kameratække: han bærer sin enorme og glamourforladte tykkemandspondus som en slags talisman igennem film på film - en garanti for massiv ægthed og hverdagslig gennemslagskraft.
Man inciteres til at spejde efter følsomheden og uroen bag den runde, pansrede ansigtsmaske, der så let udtrykker hårdhed eller væbnet neutralitet. Og man spejder ikke forgæves: der kan ligge en stor uskyld i hans blå blik og tilmed ømhed og sårbarhed. Men også smerte og vrede.
Intet af alt dette skiltes der dog med: Okking drager med den fødte filmskuespillers talent tilskueren ind i rollen som ansigtsdetektiv. Han ved præcis, hvor lidt han behøver projicere for at få kameraet til at fortælle sin figurs historie.
Han begyndte beskedent i småroller, der drog nytte af hans ydre pondus. Men med sit præcise, afdæmpede spil vakte han hurtigt opmærksomhed hos instruktører, der skulle blive toneangivende i 1970'erne: Hans Kristensen, Esben Høilund-Carlsen, Anders Refn, Morten Arnfred, Franz Ernst.